27/4 Pressemeddelelse
Støtte fra Nordea-fonden giver landets største kultur- og havnefestival et kolossalt løft ved etablering af tre nye områder.
Til august kan Københavns store foreningsfestival KULTURHAVN i havneområdet omkring Islands Brygge og Kalvebod Brygge fejre 10 års-jubilæum. Det vil blive fejret efter alle kunstens regler, og allerede nu er der virkelig noget at feste for: Støtte fra Nordea-fonden giver festivalen mulighed for allerede i år at etablere tre helt nye områder på festivalområdet: Et ungeområde, et streetområde og en ny udendørs musikscene.
”Vi håber, at KULTURHAVNS tre nye områder vil motivere og inspirere flere borgerne til at involvere sig i de mange foreninger, og dermed give endnu flere lyst til et aktivt og socialt fritidsliv,” siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden.
Københavns kultur- og fritidsborgmester, Pia Allerslev (V), glæder sig over Nordea-fondens støtte til at udvikle de tre nye områder i Kulturhavn 2010:
”Kulturhavn er et fantastisk rigt og spændende tilbud til københavnerne og alle andre – og med den nye økonomiske støtte og privat-offentlige samarbejde kan vi give festivalen et stort løft, som især vil styrke vores aktiviteter på ungdoms- og musikområdet. Jeg er stolt over, at vi i København har fået skabt denne årlige begivenhed, der er blevet forbillede for havnefestivaler andre steder i Danmark,” siger borgmester Pia Allerslev.
Festivalleder Nanna Sørensen siger:
”Vi er meget taknemmelige for denne opbakning og støtte fra Nordea-fonden, der giver os mulighed for at udvikle festivalen. Med etableringen af disse nye områder, får vi mulighed for at samle og sætte fokus på de mange spændende aktiviteter, skabt af en masse engagerede unge. Herudover vil den nye musikscene skabe et offentligt rum for amatørmusik, som længe har været savnet. Det er Kulturhavns mål at skabe en helt ny og kendt sommerscene, der præsenterer både amatørbands og musikforeninger, indenfor alle genrer. Det bliver et kolossalt løft og en skøn udvikling af festivalen.”
Et sprællevende ungeområde med sportsbaner, loungeområde og robotarena
Ungeområdet skal samle og synliggøre de mange forskellige ungdomsforeninger på festivalen. Området etableres på den store betonplads ved den fredede mur på Islands Brygge, der med sin rå scenografi vil danne en perfekt ramme om de unges aktiviteter og være et rum til inspiration, spontanitet og kreativitet.
Der vil være forskellige baner til rådighed, bl.a. en floorball-bane, en volleyball-bane, en parkour-bane, en atletikbane og en Flatland-bane til BMX cykeltricks. Herudover vil området huse en robotarena, hvor LEGO-robotter battler mod hinanden, et spiludviklerområde med computerspil hele weekenden, et loungeområde med hængekøjer, strandstole og lyskæder til netværk og hygge og en scene til opvisninger, debat m.m.
Funky streetområde med skateareal, streetbasket og meget mere
På området ved basketbanen og skaterampen i den nordlige ende af Islands Brygges Havnepark ved Langebro etableres streetområdet. Her bliver der fokus på ungdoms- og gadeidrætstilbud, der med vægt på bevægelse, tilgængelighed, brugerinddragelse og fleksibilitet danner rammerne for en fornyelse af den københavnske ungdoms- og idrætskultur. Området vil blive afviklet i samarbejde med gadeidrætsfaciliteten StreetMekka og foreninger der byder på bl.a. streetbasket turneringer, streetmovement-opvisning, streetdance og breakbattle til toner fra populære DJ’s.
Ny stor udendørs musikscene
Sidst men ikke mindst satser KUTLURHAVN på, at den nye udendørs musikscene Opera House Scenen i den sydlige ende af Islands Brygges Havnepark giver amatørmusikere i alle genrer mulighed for at møde et stort publikum. Amatørmusikere mangler offentlige rum til udfoldelse af deres musik, men det rådes der bod på nu, hvor alt fra børnekor og gospelkor over folkemusik og swing til sing-a-song writers, R&B og indie rock kan opleves for fuld udblæsning hele festivalweekenden.
Om KULTURHAVN
KULTURHAVN blev etableret for ti år siden som en foreningsaktivitet for Københavns borgere. I årene der er gået er festivalen blevet en årligt tilbagevendende kultur- og havnefestival, der årligt besøges af godt 80.000 gæster og er blevet forbillede for havnefestivaler andre steder i Danmark.
Hundredvis af sjove, store og små aktiviteter og foreninger har sat hvert sit unikke præg på festivalen gennem årene, der har til formål at synliggøre hele det danske foreningsliv. Festivalen byder på alle typer foreninger inden for kultur- og idrætsområdet, med alt lige fra streetbasket til tango, undervandsrugby til unge spiludviklere – for blot at nævne nogle få af de mange gratis aktiviteter, som kendetegner både bredden i foreningslivet og selve festivalen. Sideløbende har festivalen sat fokus på havnens potentiale som et nyt rekreativt område med masser af foreningsaktiviteter på vandet og landjorden, musicals på flydende scener, korkoncert i havnebadet, triatlon og verdensrekordforsøg i natdykning.
For yderligere information, læs www.kulturhavn.dk
Om Nordea-fonden
Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv inden for områderne sundhed og motion, natur og kultur. Fonden støtter bl.a PLUG N PLAY i Ørestaden, Dansk Skoleidræts ”Høvdingebold for 4. og 5. Klasser” og ”Løb med DGI”. Se mere på www.nordeafonden.dk
For uddybende kommentarer, kontakt Nanna Sørensen fra Kulturhavn på mobil: 26 34 46 06 og kommunikationschef TineWickers fra Nordea-fonden på mobil: 28 40 84 80.
Med venlig hilsen
Have Kommunikation
Tlf. 33 25 21 07
Kontakt:
Michael Feder, michael@have.dk, Mobil: 22 43 49 42